NYE EFFEKTIVE FILTERANLÆG TIL VELUX

Grundet produktionsforøgelse og et ønske om mere energirigtige løsninger besluttede VELUX at investere i ny spånudsugning til fabrikken i Østbirk og udskifte to gamle filteranlæg med nye.

Dust extraction VELUX

I produktionshallerne mellem de to filteranlæg produceres de velkendte VELUX ovenlysvinduer i træ. Det medfører store mængder materialefyldt luft, som skal udsuges for at kunne garantere et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Som specialist i netop det blev vi valgt som leverandør af den komplette spånsugningsløsning, som inkluderer to filtre, 13 ventilatorer, to varmevekslere, energioptimering, ca. 118 m kædetransportør, rørføring, el-arbejde, gnistslukningsudstyr, ingeniørarbejde, projektering, montage og indkøring.

– Vi har samarbejdet med Moldow i mange år – og de mange års samarbejde har vist, at de kan levere effektive, driftssikre løsninger til udsugning og luftfiltrering. De gamle anlæg var forældede og levede ikke op til vores ønsker om energioptimeret udstyr. Vi har behov for anlæg, der sikrer et godt arbejdsmiljø for vores medarbejdere, og som er så energieffektive som muligt, forklarer Charlotte Bjørn Schougaard, QHSE & Energy Manager på VELUX fabrikken i Østbirk

Store besparelser at hente på spånudsugningen

Energioptimering er højt på dagsordenen hos VELUX, og der har i anlægsløsningerne været stort fokus på at sikre så lavt et energiforbrug som muligt.

– Spånsugningsanlæg bruger meget energi, så der er store besparelser at hente ved at vælge den rigtige, energioptimerede løsning. Det er noget, vi har meget fokus på at tilbyde – selvfølgelig baseret på kundens ønsker og forhold, forklarer produktchef for filteranlæg hos Moldow, Johannes Ipsen.

Både filtrene, ventilatorerne og kædetransportørerne er takket være deres design meget effektive i drift, hvilket i sig selv giver energimæssige fordele. Derudover opnås høj effektivitet ved genbrug af den udsugede luft og varmen derfra.

– Den udsugede luft genanvendes i videst muligt omfang som erstatningsluft til indkapslede maskiner i produktionshallerne. Varmen fra den resterende luftmængde genanvendes via varmevekslere til opvarmning af erstatningsluft til bygningerne, hvormed luftbalancen i lokalerne sikres. Hvert anlæg inkluderer en krydsvarmeveksler, der er udlagt til 35.000 m3 i timen, udtaler Johannes Ipsen fra Moldow.

Som tillæg har VELUX også valgt at investere i et specielt kontrolsystem for at sikre så lavt energiforbrug som muligt:

– Vi har til hvert anlæg også leveret et Energy Manager-system, som sikrer, at der kun bruges den mest nødvendige mængde energi. Systemet overvåger maskinerne via. sensorer og spjæld og tilpasser suget og dermed energiforbruget til det aktuelle behov, udtaler Johannes Ipsen fra Moldow.

Anlægsopbygning – mange ender, der skal gå op

– Til dette projekt handlede det om at finde en løsning, der kunne imødekomme både behov for udsugning af en stor, kontinuerlig mængde materialefyldt luft samt kravene til høj energieffektivitet og eksplosionssikkerhed samtidig med hensyntagen til den tilgængelige plads og fabrikkens naboer, udtaler Johannes Ipsen fra Moldow.

Moldow har som totalleverandør leveret den løsning. Det ene anlæg er dimensioneret til 90.000 m3 luft i timen og inkluderer seks ventilatorer, mens det andet er til 85.000 m3 i timen med syv ventilatorer.

– Baseret på den tilgængelige plads og ønsket om meget effektiv drift og høj sikkerhed er der valgt to MHL-kædefiltre. MHL-filteret kan håndtere de store luft- og materialemængder – blandt andet grundet den kontinuerlige og meget effektive rensning af filterposerne – samtidig med at det er Ex-certificeret og dermed meget sikkert, forklarer Johannes Ipsen fra Moldow.

Den store VELUX fabrik i Østbirk ligger placeret midt i byen. Så af hensyn til omgivelserne er der opbygget en støjvæg omkring hvert filter for at reducere støjen. Derudover er der også valgt ventilatorer, som er mindre støjende end de gamle.

Eksplosionssikrede filteranlæg til ATEX

Et helt ufravigeligt emne, når man snakker udsugning af støvfyldt luft, er – populært sagt – ATEX.

– Ved udsugning og filtrering af støvfyldt luft er der risiko for en potentielt eksplosive atmosfære (ATEX) og dermed støveksplosioner. Derfor er virksomheder underlagt et krav om udarbejdelse af en klassificeringsplan/udvidet APV i henhold til EU-lovgivning. Zoneangivelserne deri bruges til at udvælge de korrekte komponenter og stille krav til leverandørerne, forklarer QA Manager hos Moldow, Carsten Hembo.

– Ud fra den klassificeringsplan, som VELUX har fået lavet, har vi designet to anlæg med komponenter, som lever op til kravene for de angivne zoner og den oplyste støvmængde.

– De inkluderede komponenter, herunder filtre, ventilatorer, sluser og kædetransportører, er designet i henhold til ATEX-standardernes krav om ingen egne tændkilder. Grundet risikoen for udefrakommende tændkilder er filteret udstyret med eksplosionsaflastning, så i tilfælde af en eksplosion vil trykket blive udledt på sikker vis, og anlægget og omgivelserne beskyttes.

– Som en ekstra sikring har VELUX valgt at udstyre anlægget med gnistdetektering og -slukning hvormed risikoen for eksplosioner nedsættes til det mest usandsynlige, forklarer QA Manager hos Moldow, Carsten Hembo.

Kunde VELUX A/S
Sted Østbirk
Affald Træstøv og -spåner
Produkt 2 x MHL – ATEX
Luftmængde 90.000 + 85.000 m3/h
Varmeveksler 2 x krydsvekslere til 35.000 m3/h
Udsugningsventilatorer