JOBOPSLAG: TEKNISK PROJEKTLEDER
Projektleder til spændende projekter indenfor udsugning, luftfiltrering og maleanlæg
Når et udsugnings- eller maleanlæg er solgt, starter projektfasen. Det er her, du kommer ind! Du får ansvaret for at få solgte projekter ført igennem hos kunderne, hvilket inkluderer udarbejdelse af layouttegninger og tidsplan, igangsætning af dele i vores produktion og hos underleverandører samt idriftsættelse og aflevering af anlæggene.
Du får mulighed for at få bred viden om udsugning, ventilation og maleanlæg og bruge dine egenskaber og forståelse indenfor teknik. Derudover vil du få indsigt i mange forskellige virksomheder og deres behov, som du skal hjælpe med at få opfyldt.
Din hverdag bliver primært på vores kontor i Holsted sammen med ca. 90 kollegaer, fordelt på både kontor og produktion. Du vil skulle jonglere flere projekter på samme tid og også fungere som salgsbackup ift. udarbejdelse af tegninger og beregninger, så du skal trives med at have flere bolde i luften og have et godt overblik.
Lyder det som noget du kan se dig selv i?
Har du en teknisk uddannelse eller erfaring fra en lignende stilling, så har vi denne fuldtidsstilling som projektleder/-medarbejder åben, som vi håber, at du vil søge.
Du skal kunne tale og skrive dansk og engelsk flydende, og du skal være erfaren bruger af AutoCAD og gerne Inventor.
Hvem er vi?
Moldow er en solid, positiv og travl virksomhed med vækstpotentiale og et godt arbejdsmiljø. Vi er en førende leverandør af komplette maleanlæg, filteranlæg og procesventilation og -udsugning – både til Danmark men også worldwide. På vores adresse i Holsted holder vores søsterselskab BarkerBille A/S også til, som sælger ventilatorer.
Ansøgning
Stillingen er med tiltrædelse hurtigst muligt, og vi vil derfor løbende gennemse ansøgninger og afholde samtaler. Send en ansøgning til mail@moldow.com, eller kontakt direktør for salg og teknik Brian Boisen på bbo@moldow.com eller +45 75 39 26 44.