VI GIVER ALDRIG OP

Hele Marys tilværelse blev knust, den dag hendes mand, Jørgen Hansen, pludselig døde. Hvad nu med maskinfabrikken i Holsted ved Kolding, som de to havde kæmpet så hårdt for at skabe? Da tog Mary sin store beslutning …

Artikel af Peter Kjær. Fotos af Knud Nielsen.  Artikel fra HJEMMET nr. 5/1986 • Gengivet af Moldow A/S, 2022.

Der er travlt på kontoret på Jørgen Hansens Maskinfabrik i Holsted. Mary Hansen på 42 diskuterer tekniske problemer med sin søn Preben, 21, mens datteren Birgitte på 20 år, regner priser ud på en ny ordre.

Men midt i den forrygende travlhed kan Mary pludselig standse op og tænke på Jørgen, som ikke er her mere. Jørgen, som startede det hele, da han afprøvede sine første store ideer i en garage i Marys forældres have. Da Mary en morgen for godt to år siden, 14 dage før Jørgens 50 års fødselsdag, fandt  ham liggende død i sin seng, følte hun, at alt stoppede omkring hende som med et slag.

Men alligevel gik der ikke mange timer, før hun igen var sporet ind på den linje, som altid var Jørgens: Ikke give op. Samme dag, som Jørgen døde, besluttede hun sig til at føre Jørgen Hansens Maskinfabrik videre for de ansattes skyld, for børnenes skyld, for sin egen og ikke mindst for Jørgens skyld. Han ville have hadet tanken om, at hans død skulle sætte en stopper for det, han havde kæmpet for i et langt liv.

– Lige fra Jørgen og jeg mødte hinanden, var vi fortrolige venner og kammerater. Vi kæmpede sammen. Det var nok tanken om dét og vore dejlige børn, der gav mig styrken. Ja, og så selvfølgelig tanken om vore trofaste folk på fabrikken. Uden deres opbakning var det hele ingenting, smiler Mary Hansen.

Hun var kun 40 år gammel, da hendes ti år ældre mand pludselig døde og efterlod sit livsværk til hende og børnene.

– Jørgen var uddannet smed. Det hele startede for 25 år siden, da han fik lov til at opføre en dobbelt garage i mine forældres baghave. Her prøvede han for første gang at føre sine ideer ud i livet, fortæller Mary.

Jørgen Hansens første ide gik ud på at konstruere en effektiv stensamler, som landbrugere kunne bruge til at rense deres marker med. Men det kiksede for ham.

– Jørgen var imidlertid en type, som aldrig gav op, så han fik nye ideer, som han knoklede på at føre ud i livet, smiler Mary.

Vi skabte en succes

Da hun og Jørgen var forlovede, arbejdede hun som kontorlærling i et korn- og foderstoffirma i Toftlund i Sønderjylland.

– Jeg holdt op, da vi blev gift. Så flyttede jeg hjem til Holsted og arbejdede ikke mere for andre, for nu skulle jeg passe telefon og ordne regnskaber. Det var til at overse dengang.

Efterhånden fik mange øjnene op for, at Jørgen Hansen var en mand, som kunne klare og løse de problemer, han blev præsenteret for. Når folk havde brug for en maskine til et bestemt formål, en maskine, som endnu ikke var opfundet, så kunne Jørgen meget tit konstruere den til dem.

– Snart blev pladsen i mine forældres have for trang, og vi købte et nedlagt cementstøberi i 1962, og her blev vi underleverandører til en masse andre virksomheder.

Først var der kun Jørgen og Mary. Når Jørgen havde brug for en ekstra hånd ved maskinerne, så kaldte han på Mary, og ved flid nåede de endnu længere, så de snart måtte ansætte en svend og en arbejdsmand, og så endnu et par folk.

Mary skar jern op og installerede korntørringsanlæg sammen med Jørgen, når hun ikke havde travlt med regnskaberne.

– Jeg fortsatte med at arbejde sammen med Jørgen på værkstedet, indtil jeg i 1964 var temmelig langt henne med Preben, vores første barn.

Da Preben var 14 dage gammel, flyttede Jørgen Hansens Maskinfabrik ind i den første af de nye bygninger, som nu udgør hele fabrikken, og siden er det gået slag i slag med udvidelser.

Gang på gang har Jørgen Hansen opfundet maskiner til landbrug og industri. Der blev flere og flere ansatte, og i dag arbejder omkring 30 på fabrikken.

Jørgen bliver alvorligt syg

– Jørgen kunne aldrig sidde stille. Det hændte, at vi fik ham lokket med på en ferie, men han kunne ikke være af sted ret længe ad gange. Han måtte altid hjem igen. Og når vi havde fri, slappede han af med at udtænke nye planer, som han straks måtte ud på fabrikken for at afprøve, smiler Mary.

Jørgen var aldrig syg. Men den 25. maj 1983 om aftenen, da Mary ikke var hjemme i huset på Østergade i Holsted, klagede han over for sønnen Preben over, at han havde ondt, en smerte, der trak ud i den venstre arm.

Preben ringede til en læge og fik nogle tabletter til sin far, for Jørgen ville først gå til læge næste dag. Preben hentede de smertestillende piller til sin far, som derefter gik i seng.

– Jeg vågnede næste morgen klokken 6.00, for vi har altid stået tidligt op for at være tidligt på fabrikken.   Desuden skulle jeg vække Preben, som skulle op til studentereksamen den dag, forklarer Mary.

– Da jeg vågnede, så jeg på Jørgen. Jeg syntes, at han så så kold ud, og jeg ville lægge dynen over ham. Men jeg kunne ikke høre ham trække vejret. Jeg havde straks på fornemmelsen, at Jørgen var død, men alligevel kunne jeg ikke forstå det, det var så uvirkeligt, det kunne ikke passe sådan lige pludseligt.

Mary skyndte sig at ringe til sin lillebror: “Kom herover, jeg tror, at Jørgen er død, men alligevel tror jeg ikke på det”.

Mary trak forsigtig døren til ind til Prebens værelse. Datteren Birgitte var i USA. Men Preben hørte alligevel sin mor, og da Marys lillebror, Lars, var kommet stod Preben op og fandt så ud af, at hans far var død i nattens løb.

– Det var jo et stort chok og slet ikke til at fatte. Det er dog utroligt, at man i den situation er i stand til at handle så effektivt. Preben besluttede alligevel at gå op til eksamen, selv om han var rystet. Det var helt i Jørgens ånd, for livet går jo videre. Preben klarede sig i øvrigt fint. Og så måtte jeg til at ringe til Birgitte i USA.

Vil I hjælpe mig?

Da medarbejderne på fabrikken hørte, at Jørgen var død, blev de lige så chokerede som familien. De kunne ikke arbejde videre den dag, men gik hjem.

Næste dag kaldte Mary medarbejderne sammen på fabrikken. I løbet af natten havde hun tænkt det hele igennem, og hun var nået frem til, at selv om det meget svært nu, så burde hun føre fabrikken videre. Der stod jo mange arbejdspladser på spil, og da både Preben og Birgitte havde talt om, at de måske gerne ville ind i firmaet engang, så syntes Mary også, at hun af hensyn til sine børns fremtid burde tage det tunge ansvar på sine skuldre.

Da alle medarbejderne var samlet i den ene af fabrikkens haller, sagde Mary til dem: ”Jeg vil gerne forsøge at føre Jørgens livsværk videre. Men jeg kan kun, hvis I vil støtte mig. Vil I være med?”

Et fast ja lød fra alle de ansatte. Det kom som talt ud med én mund.

Med Jørgen i tankerne tog alle fat på den store opgave. Alle gav lidt mere af sig selv, både de ansatte, Mary og Preben, som gik i lære på kontoret hos sin more samtidigt med, at han kom til at fungere som en slags værkfører.

Da Jørgen var blevet begravet, rejste Birgitte tilbage til USA for at gøre sin skole færdig. Nu er hun vendt hjem til Danmark, har taget handelsskole-eksamen, og nu er hun også gået i lære hos sin mor.

– Jeg har haft uvurderlig støtte af mine børn og mine ansatte i den svære tid, efter at jeg var blevet alene. Og jeg tror, at Jørgen ville sige, at vi har klaret det godt. Vi har bevaret arbejdspladserne og omsætningen, og vi er stadig i fremgang, smiler Mary på sin stille måde. Hun er ikke den type, der tager de store armbevægelser i brug.

Mary er ikke alene i det store hus på Østergade i Holsted, dér hvor hun sammen med Jørgen og børnene skabte rammerne omkring et godt familieliv præget af sammenhold.

Hun er ikke alene, for Preben og Birgitte er flyttet ind igen. Også her hjælpes de alle tre ad, nærmest som i et stort kollektiv. Det er nok ikke så meget et helt traditionelt mor-og-barn-forhold.

– Jeg føler, at vi er kammerater, meget nære venner, som sammen har klaret en stor udfordring, siger Mary Hansen.