Vores nye MPJ posefilter er designet til håndtering af eksplosive atmosfærer (Ex 1/- D) og kræver derfor en ATEX-certificering, som vi har arbejdet intensivt på de seneste måneder.
For at sikre højeste sikkerhed og overholdelse af gældende standarder er MPJ-filteret udviklet med eksplosionsaflastning baseret på tre centrale normer, som tilsammen dækker begrebet støveksplosionsaflastning:
- EN 14491 – Dust explosion venting protective systems
- EN 14797 – Explosion venting devices
- EN 14460 – Explosion resistant equipment
Som en del af certificeringsprocessen besøgte Steen Christensen fra den danske Notified Body Dancert i går vores fabrik i Danmark for at overvære en trykprøve. Formålet var at validere vores styrkeberegninger i henhold til EN 14460.
Trykprøven blev gennemført med succes, og vores beregninger blev bekræftet. Vi arbejder nu på at færdiggøre dokumentationen til den endelige ATEX-certificering.

